ITU-professor udpeget til digital vismand
Professor Brit Ross Winthereik er nyt medlem af ATV’s digitale vismandsråd, som rådgiver samfundets beslutningstagere om muligheder og udfordringer i forhold til digitalisering.
Institut for Business ITForskningdigitaliseringBrit Ross Winthereik
Skrevet 20. april 2018 08:06 af Vibeke Arildsen
Brit Ross Winthereik har i mere end 15 år forsket i menneskers samspil med it og teknologiens rolle i samfundet. De seneste år har hun særligt haft fokus på den offentlige sektors brug af big data, blandt andet som leder af forskningsprojektet Data as Relation.
Som digital vismand skal hun bidrage til ATV-rådets arbejde med at fremme Danmarks digitale omstilling og medvirke til at skabe viden og debat om fremtidens digitale samfund.
”Jeg ser frem til at bidrage med spørgsmål, der åbner for nye perspektiver på data-intensiveringen i samfundet. Jeg glæder mig også til at diskutere, hvordan vi bedst muligt forholder os til de muligheder, ‘data overalt’ medfører,” siger Brit Ross Winthereik.
ATV’s digitale vismandsråd deler viden med politikere, erhvervsfolk og embedsmænd gennem projekter, temamøder, rapporter og dialog. Rådet består af 16 eksperter med forskellige fagligheder inden for it. Medlemmerne af rådet er udpeget til Akademiet på grund af deres stærke faglighed og brede samfundsmæssige udsyn.
Læs mere om rådets arbejde her.
Brit Ross Winthereik, professor, telefon +45 7218 5326, email brwi@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk